NewsBloggen - reputation marketing

Sådan får du mest ud af Reputation Marketing 2018-08-28T09:49:15+00:00

Hvis du er interesseret i optimal markedsføring og den digitale udvikling, så har du nok hørt om Reputation Marketing. Reputation Marketing handler om at opbygge et godt omdømme og bruge det til at finde og indhente nye kunder. Sagt på en anden måde går det ud på at brande din virksomhed som et sted, der er værd at handle hos. Og det kan gøres på mange måder. Vil du blive klogere på, hvordan du lægger din Reputation Marketing-strategi og får mest ud af den, så læs videre her.

Skab de gode historier – og fortæl dem

Hvor markedsføring tidligere handlede meget om kvantitet, er der i dag mere fokus på kvalitet. Det er ikke længere nok blot at være synlig på nettet. Der skal også gerne ligge positive historier og omtale, som giver potentielle kunder lyst til at handle hos dig. Reputation Marketing handler i høj grad om at skabe den gode omtale om din virksomhed og derefter udbrede den, så den når et så bredt publikum som muligt. Det kan ske på flere måder:

PR-arbejde

PR er som altid en vigtig faktor, når det kommer til markedsføring. Og skal du have links og omtale i de store medier, så kræver det, at du fortæller en både god og unik historie. De store medier ranker oftest også højt i søgeresultaterne, og derfor er de historier, de fortæller om din virksomhed, ekstra vigtige. Denne værdi er medierne velkendt, og derfor kræver det en ekstra indsats at få succes med PR-arbejde. Lykkedes det at få gode og unikke historie om din virksomhed/dit produkt i troværdige medier (landsdækkende, lokale, branchespecifikke osv.), så vil det dog være alt arbejdet værd.

Ambassadører

En anden væsentlig del af en god Reputation Marketing-strategi er ambassadører. Mange virksomheder har i dag stort held med at bruge kendte personer eller bloggere som ambassadører for deres brand. Det giver god mening, da store personligheder også har en stemme, der høres af mange. Og jo flere vinkler, som den gode omtale af din virksomhed kommer fra, jo mere tilbøjelig er en kunde til at tro på den og vælge dig frem for konkurrenterne. Ambassadører behøver dog ikke udelukkende at være kendte personer. Det kan også være helt ukendte personer, der uafhængigt af dig omtaler dig godt, når fx nogle i et digitalt medie efterspørger kompetencer inden for dit fag, hvor ambassadøren anbefaler dig/din virksomhed. Selvsamme personer vil også kunne beskytte dig/din virksomhed, hvis du skulle få kritik.

Gode anmeldelser

Ligesom dårlige anmeldelser kan have en negativ effekt på dit omdømme, kan gode anmeldelser komme til din fordel. Ofte er det dog de utilfredse kunder, der bruger tid på at anmelde din virksomhed. Hvis du vil indhente flere gode anmeldelser, kræver det ofte, at du personligt beder dine tilfredse kunder om at give dig en anmeldelse. Når du har indhentet de positive anmeldelser, kan du med fordel vise dem frem på virksomhedens kanaler – fx hjemmeside, blogs og sociale medier.

Sociale medier

De sociale medier fylder mere og mere, så dem kommer man ikke uden om, når man taler Reputation Marketing. Ikke alene er der mange brugere på de sociale medier, men det viser sig også, at de i høj grad interagerer med deres yndlingsbrands. Er du som virksomhed aktiv på de sociale medier, øger du din rækkevidde og bliver mere synlig for potentielle kunder. Derudover giver de sociale medier dig også et unikt indblik i, hvem dine kunder egentlig er, og hvad de ønsker sig. De sociale medier kan desuden bruges til at udbrede andet positivt Reputation Marketing-arbejde som fx gode anmeldelser eller presseomtale.

Skrevet af William Atak, administrerende direktør & Kamilla Tolnø, tekstforfatter, Atak

ATAK A/S er blandt Danmarks førende specialister i Online Reputation Management. ATAK har eksisteret siden 1997 og har digital marketing og kommunikation som kernekompetencer, hvor specialister i bureauet også bruges til foredrag/kurser samt af medierne som eksperter på området. ATAK baserer sin viden på håndtering af konkrete shitstorms og uønsket omtale på nettet samt analyser og big-data.

www.atak.dk 

Læs mere om Reputation Marketing her.